4.Hymn IV： Of Wolf and Man
Da Trolddomen bleff hæved - ＆ need
Paa Jorden han svæved：Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først：
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv
De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom ＆ Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han -
I hans Hiærte： Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der -
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde,
Liiv, Mod ＆ Haab
Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme
The spell did breake and gave release
To hours amongst Mankynde
But then, as now, the strayn
Of living, breathing, yea ev'rie move
A burden approaching payn
Dishearten'd he was
As he wander'd with men
On the surface of life - no change
No change as the Beast within
They fear him, these fooles
A power pure, nature unveil'd
Perception sans delusion
Amongst them he walks unseen
Like a tint if Twilight
The breath of Night
No voice of God did tell
Man what He did hide
Werewolf ＆ Phantom, Daemon ＆ Beast -
Mere names given to what they fear'd
But he -
In his heart： An abyss unfathomable
As teh blacken'd sea
Which loves its deeps
There -
An animal shadow crawling
O'er the wintry soil
All Hope, Joie ＆ Life he slayes
The Moone, rising anew,
Bids him welcome from a waning sky
... And by the sounding
Of his midnight psalme
Feare shall be harvest agayn
From the Pious hearts of men
| 
